|
Fodboldberetning - Ungdom
Fodboldungdommen i Svaneke IK har i 2010 leveret mange gode resultater, men der er grund til bekymring på grund af faldende medlemstal. I 2011 sender vi spillere på vores juniorårgang også kaldet for U/18 til Poulsker, og vi har netop nu startet op med en dialog med Nexø Boldklub omkring vores U/15 drenge, for at lave holdsamarbejde. Vi kan på ingen måde selv stille hold med så få spillere, vi har på disse årgange fra 1993-1997.
Drengenes største oplevelse i 2010 var uden tvivl vores ungdomsrejse i juni måned til Sejs-Svejbæk ved Silkeborg, stævnet hedder Rema 1000 Cup, fordi Rema 1000 er største sponsor ved stævnet. Et lille hyggeligt stævne med ca. 800 deltagere og meget jysk imødekommenhed gjorde det fantastisk at være med.
Vi havde vores U/11 drenge, vores U/13 drenge samt vores U/15 drenge med. 32 spillere og 9 voksne, hvor alle tog et stort slæb, bl.a. fordi undertegnede smed billetterne væk i toget på vej til København. Desværre har vi ingen billeder fra turen, idet vores kameramand (Niels Saxtrup), mistede sit kamera senere på sommeren.
Svaneke IK spillede det bedste, de havde lært til dette stævne, men vi måtte også sande, at af og til kom vi op i imod nogle modstandere, der kunne lidt mere end vi kunne.
Vores pigespillere fik også en fantastisk afslutning på foråret, hvor Peter og Morten inviterede pigerne til Balka Strand, hvor pigerne spillede strandfodbold og minigolf, badede i Østersøen og sluttede af med burgere på Weekend-hytten.
Netop på grund af disse 2 ovennævnte arrangementer, valgte vi ikke at afholde den traditionelle afslutning på Svaneke Stadion.
Vores fnuggispillere har nu for alvor begyndt at indtage den bornholmske fodboldscene. Der er et stabilt fremmøde både indendørs og udendørs, og der er god forældreopbakning. Det centrale i fnuggifodbolden er legen med bolden. Per Lundqvist og Kasper Kofoed har været de primære trænerkræfter, hvor Peter Siegumfeldt og Mads Bak Madsen har været hjælpetrænere. Peter og Mads stopper desværre på grund af fraflytning.
Microdrengeholdet har også gjort det rigtig flot til stævnerne i Hasle og Nexø. Der mangler nogle spillere på disse årgange, så vi håber på at kunne fange nogle nye spillere her til foråret 2011. Microdrenge har været trænet af Jesper Brix Nielsen og Frederik Juul Ipsen.
U/11 drenge har spillet med i toppen både forår og efterår. U/11 drenge har kørt igennem med 2 syvmandshold, dog med noget besvær. U/11 drenge 1 fik en 3. plads i juni måned, da mesterskabet skulle afgøres, derimod nåede U/11 drenge 3 helt til tops, da de vandt rækken, dog ikke officielt, da vi havde dispensationsspillere med. I efteråret sluttede U/11 drenge 1 på en 1.plads og U/11 drenge 3 på en 4.plads. Drengene blev i 2010 igen trænet af Alon Chaviv og Allan Sørensen.
U/13 drengemester spillede 11-mands fodbold både forår og efterår. I foråret spillede holdet sig til en flot midterplacering, desværre røg holdet helt ned på en 6.plads i efteråret. Hele året har cheftræneren været Barny Skov, hjælpetræner i foråret var Mikkel Tranberg og i efteråret Søren Finsen. Her er Peter Kofoed-Dam træner indendørs.
U/15 drenge spillede også 11-mands fodbold. I foråret blev det til en placering lidt under midten i drenge 1-rækken. I efteråret var alle drengeholdene inddelt i 2 tilfældig inddelte puljer. Her endte holdet på en flot 3.plads i den ene pulje. Holdet blev i foråret trænet af Søren Jensen og Tobias Kaas Nielsen og i efteråret af Erling Koefoed.
Sidst men ikke mindst fik vi de ældste piger med i den ødækkende turnering efter sommerpausen. Det var en stor udfordring at blive U/13 piger, men pigerne har et fantastisk gåpåmod og humør, så hvis pigerne holder ved, kan vi sagtens hente flere point her i foråret 2011. Vores U/11 piger spillede stævner og klarede sig flot. I foråret blev pigerne trænet af Morten Carlsen og Peter Bundgaard. I efteråret så vi 2 helt nye og unge trænere tage over, nemlig Nicki Jacobsen og Sigurd Lorenzen. Peter Bundgaard fortsatte heldigvis som holdleder for U/11 pigerne.
Pigeraketten kommer igen til Svaneke til maj måned 2011, hvor vi forhåbentlig kan få nogle flere Svaneke-piger til at spille fodbold efterfølgende.
Svaneke IK har også haft hold med i samtlige rækker for drenge i indendørs fodbold helt nede fra U/6 og helt op til U/15 med mange gode resultater.
Der skal lyde en kæmpe tak til alle vores ungdomstrænere og holdledere. Det er et stort arbejde, men hvor er det glædeligt at se, hvad der kommer ud af arbejdet med de unge mennesker. Det er en fornøjelse at se trænerne arbejde med både fodboldmæssige og sociale kompetencer hos spillerne. Tak for jeres store engagement.
Tak til Dagli-Brugsen i Svaneke for frugtordningen. Spillerne nyder virkelig deres frugtpauser, de giver dem ny energi til endnu mere fodbold.
Tak til Nina og Jan Kure for tøjvask.
Tak til Søren Holm og Finn Pedersen for at give banerne den sidste finish, før der spilles kampe, både på stadion og på Frennebanen.
Tak til hovedbestyrelsen samt fodboldudvalget for godt samarbejde.
Dette var så min næstsidste beretning, da jeg stopper som ungdomsformand efter 2010. Jeg vil gerne bruge tiden i klubben på at være træner.
Erling Koefoed (Ungdomsformand) |